Overvågning og reality shows

Big brother, Paradise hotel, The Kardashians, Amerikas næste topmodel, Danmarks næste topmodel, For lækker til love osv. Listen over reality shows der dagligt bliver eksponeret ud til hele den tv-seende befolkning er meget lang og bliver fortsat længere. Det er især unge, der ser disse reality shows, der alle i større eller mindre grad indeholder en del overvågning af de deltagere, der gang på gang optræder foran kameraet med lettere idiotiske kommentarer og sjove påfund.

Men hvordan påvirker det egentlige deltagerene, og har disse programmer nogen indvirkning på de unge, der dagligt følger med i lettere kluntede personers manipulerede liv?

Foucault viser i Overvågning og straf hvordan man ved overvågning af forbrydere skaber de forbrydere, man gerne vil have. Folk, der overvåges, vil helt instinktivt gøre som der forventes af dem. Man kan derfor hurtigt komme til en konklusion om, at noget af det samme nok sker i de fleste reality shows. Det er i særdeleshed i shows som Big Brother, hvor deltagerne konstant overvåges, at der er grund til bekymring omkring deltagernes påvirkning af overvågning, men i virkeligheden bygger de fleste shows jo på en eller anden form for overvågning, når deltagernes daglige færden optages på kamera. Overvågning er altså et centralt, men skjult, tema i reality shows.

Et andet aspekt af disse shows er naturligvis seerne, der gang på gang glædes over at følge de samme personer. Man kender måske følelsen af at følge personerne i en god, opdigtet serie. Her er forskellen dog bare, at man fra start ved, at det ikke er virkeligheden, man ser på. I reality shows fristes man derimod til at tro, at det man ser, er virkelighed. Også selvom man måske godt kan sige sig selv, at der har været en del redigering inde over det, der bliver offentliggjort på tv’s sendeflader.  Det skaber en lettere problematisk boble omkring virkeligheden, der nærmest bliver pakket ind i  en uigennemtrængelig montre af redigering og visuelle effekter. Selvom man måske forsikrer sig selv om, at man og alle andre jo godt ved, at det ikke er virkeligheden, man ser på, er grænsen mellem noget virkeligt og noget opdigtet stadig blevet udvisket. Og en stor del af æren for dette kan man nok tildele den overvågning der, redigeret eller ej, manipulerer med personers opførsel og adfærd.